Et farvel til Paul Pierce

Et farvel til Paul Pierce

Selvom Paul Pierce kun vandt et mesterskab for Boston Celtics sammenlignet med andre Celtics-legender, så er han en stor del af NBA- og Celtics’ historie.

Af Daniel Fuglsang-Damgaard

Paul Pierce stoppede karrieren efter 1. runde-exit til Utah Jazz for Los Angeles Clippers. Det har været en karriere, som bød på mange op- og nedture, og det hele startede i Boston Celtics, som er det mest vindende Franchise målt på NBA-mesterskaber. Derfor er det svært at blive legende på et hold, som har haft Bob Cousy, Bill Russell, Larry Bird, Kevin McHale, John Havlicek, Sam Jones, Robert Parish, Tom Heinsohn og mange andre. Samtidig er det en by og en stat, som har vundet flere mesterskaber i andre sportsgrene med Boston Bruins, New England Patriots og Boston Red Sox, så byen kender til kvalitet.

Alligevel har han formået at få legendestatus i Boston – en by hvis befolkning er fantastiske til at hylde deres bedste spillere. Pierce har aldrig vundet MVP-titlen eller været All-NBA First Teamer, men han har vundet de flestes hjerter i basketballverdenen, og han har altid været underholdende at se spille. Men hvordan startede det hele?

Pierce voksede op i Oakland, Californien – længst væk fra Boston som nærmest muligt. Han voksede siden op i Inglewood, hvor han også gik på high school og blev en stor spiller der. Inglewood er en af de fattigere bydele, med hele 22 % der lever under den nationale fattigdomsgrænse. I high school blev han faktisk “cuttet” fra holdet de to første sæsoner, hvor han overvejede at skifte til en ny high school i følge en ESPN-artikel fra 2015. På sit tredje år blev han dog stjernen på Inglewoods hold, og blev en McDonald’s All-American i 1995.

Vince Carter og Paul Pierce deltog i High School Dunk Contest

Pierce var hele tre år i college, før han besluttede sig for at prøve sig af i NBA-draften. I college spillede han for University of Kansas, hvor han i de tre sæsoner snittede 16,4 point, 6,3 rebounds, 2,2 assist, 1,4 steals og 0,9 blocks. Det sidste college-år i 1997/98-sæsonen var hans bedste med 20,4 point, 6,7 rebounds, 2,6 assist, 1,1 steals og 1,1 blocks. Han fik hæderen “Consensus First Team All-American” for sin flotte sæson.

Med den fine college-karriere fik han pensioneret sit nummer 34 hos Kansas – et universitet som blandt andet har haft Joel Embiid, Wilt Chamberlain og flere NBA-spillere i stalden. Han spillede under den nuværende North Carolina træner  Roy Williams, som i år vandt NCAA-mesterskabet.

Pierce deltog derefter i Draften, hvor hele 9 spillere blev valgt over ham i 1998 – han blev derfor valgt så sent som nummer 10. Af nævneværdige spillere blev Antawn Jamison (4), Vince Carter (5) og Dirk Nowitzki (9) valgt foran den 201 cm. høje small forward. Pierce blev valgt af Boston Celtics.

I sin rookie-sæson kom han på All-Rookie 1st Team med flotte 16,5 point, 6,4 rebounds, 2,4 assist, 1,7 steals og et block pr. kamp. Det var starten på at vende et Celtics-franchise rundt.

I Pierces tredje sæson i år 2000 skete det forfærdelige. Han var på natklub i Bostons berømte “Boston Theater District”, hvor han blev stukket 11 gange med en knust flaske i hals, ryg og ansigt. Den skrækkelige hændelse skete lige inden sæsonstart, men mirakuløst var han den eneste Celtics-spiller, som kom igennem sæsonen ved at starte alle 82 kampe.

I slutningen af samme sæson tabte Celtics 112-107 til de bitre rivaler fra Los Angeles Lakers. Her døbte Shaquille O’Neal ham for “The Truth” efter en 42 points-indsats fra Pierce. Navnet har holdt ved lige siden, og med Pierces defensive, offensive og clutch-kvaliteter i løbet af karrieren, har han levet op til Shaqs kælenavn til ham.

Legendestatus

I 2002 fik han Celtics i Playoff for første gang i 7 sæsoner. Det var samtidigt Pierces fjerde sæson i ligaen, og den dengang 24-årige shooting guard/small forward leverede så flotte stats, at han blev belønnet med en All-Star-udtagelse. Han snittede 26,1 point, 6,9 rebounds, 3,2 assist, 1,9 steals og et block pr. kamp. Pierce spillede samtidigt flot forsvar, men han er aldrig blevet belønnet med en All-Defensive Team-udtagelse.

Celtics havde en af sine værste sæsoner nogensinde i 2006/07, hvor de gik 24-58 i grundspillet. Pierce var rasende, og nu skulle han snart have det mesterskab. Celtics slog sæsonen efter rekord for størst “turnaround” i NBAs historie, hvor en 24-58 record blev afløst af en vanvittig 66-16-record – det “turnaround” over to sæsoner er aldrig set siden.

Før 66-16-sæsonen i 2007/08 hentede Celtics hjælp til Paul Pierce. Ray Allen kom som All-Star fra Seattle Supersonics efter et trade, hvor Delonte West, Wally Szczerbiak og rookie Jeff Green tog den anden vej. Kevin Garnett kom også som All-Star, og han var noget, som kunne ændre et Franchise.

I finaleserien mod Lakers “fakede” Pierce muligvis en skade, hvilket er en legendarisk sekvens i Finals historie. Inden da skulle Celtics, med Rondo, Allen, Pierce og Garnett, gennem Al Horfords Atlanta Hawks – her lavede Pierce et håndtegn, som NBA mente var banderelateret til netop Horford. Serien endte 4-3. I 2. runde var LeBron James og Cleveland Cavaliers modstanderen – denne serie endte også 4-3. Conference Finals var imod Billups’ Pistons, der endte 4-2. Finaleserien var imod Kobe Bryants Lakers, som tabte 4-2.

Dermed vandt Celtics mesterskabet for første gang i 22 år, og det var virkeligt noget der lunede den stolte sportsby. “Skaden” kan i se forneden. Der går rygter om, at Pierce fakede skaden, fordi han skulle på toilettet. Men vi finder måske aldrig ud af, hvad sandheden bag er.

Sidste ord

Celtics har blandt andet benyttet Kevin Garnett og Paul Pierce i et trade, som skulle sikre Brooklyn Nets succes med det samme. Traded sendte en masse fremtidige draft-picks videre, som Celtics nu nyder godt af. I 2016 draftede de Jaylen Brown med 3rd overall pick fra Nets, og i år får de formentlig også et top 3 pick. Picket i næste sæson 2018 skal muligvis indgå i et trade, så Celtics kan hente den stjerne, som de mangler.

Så selv efter Pierces storhedstid, har man benyttet ham til at sikre fremtiden. For fremtiden for Boston ser god ud, og det er eftervirkningerne af Pierce-dynastiet, som Celtics kan mærke mange år ud i fremtiden.

Pierces statistikker

Hold:

Boston Celtics – 1998-2013
Brooklyn Nets – 2013-14
Washington Wizards – 2014-2015
LA Clippers – 2015-2017

Statlines:

For karrieren: 19,7 point, 5,6 rebounds, 3,5 assist, 1,3 steals, 44,5 FG%, 36,8 % fra distancen
Udvalgt 2005/06: 26,8 point, 6,7 rebounds, 4,7 assist, 1,4 steals, 47,1 FG%, 35,4 % fra distancen

Highlights og awards:

1X Mesterskab – 2008
10X All-Star – 2002-2006, 2008-2012
1X Finals MVP – 2008
1X All NBA Second Team – 2009
3X All NBA Third Team – 2002-2003 og 2008
All Rookie First Team – 1999

Foto: Keith Allison

Kommentarer

comments