Månedens Hold: November

Månedens Hold: November

NBA er for alvor i gang, og i november måned er vi blevet forkælet med både highlights og historiske præstationer. Her kan du læse vores bud på månedens hold, med fem spillere vi synes fortjener lidt ekstra opmærksomhed!

af Dennis Deon Faurbye

Bemærk at der som altid, ikke er tale om et hold med de 5 bedste spillere i ligaen – de skal nok få deres omtale andetsteds. Derimod er månedens hold stedet, hvor vi anerkender 5 spillere, som har imponeret relativt i forhold til vores forventninger.

Skriv en kommentar, og fortæl os om du er enig eller uenig i holdet!

Guard – Victor Oladipo, Indiana Pacers (22,3 PTS – 5,2 REB – 4,3 AST – 42,9 3P%)

Oladipo stortrives i Indiana, efter sommerens skifte fra OKC og Westbrooks skygge. Sammen med Darren Collison udgør Oladipo nu en eksplosiv backcourt, der har sikret Pacers en særdeles positiv start på sæsonen. Holdet gik (8-7) i november måned, og Oladipo havde blot 4 kampe med under 20 point. Han spiller med enormt høj selvtillid, og er på vej til career-highs i stort set alle offensive statistikker. For hele sæsonen skyder han pt. 43,3% på sine 3-point forsøg – sidste sæson skød han 36,1%. Han har heller aldrig tidligere snittet over 20 point per kamp, så han har forbedret både sin produktion og sin effektivitet. Han bidrager også i den defensive ende, hvor han snitter mere end 1 både steal og block per kamp.

Her kan du se highlights fra kampen imod Orlando Magic den 27. november, hvor Oladipo lavede 26 point, 6 rebounds, 5 assists og 4 blocks!

Guard – Jaylen Brown – Boston Celtics (14,7 PTS – 6,3 REB – 1,3 AST – 43,3 3p%)

Egentlig er Jaylen Brown listet som Small Forward, men han indtager Shooting Guard positionen i Celtics startopstilling, og han har bestemt ikke skuffet i sin nye rolle for Boston, der i november vandt 14 ud af 16 kampe. I fraværet af Gordon Hayward, er Boston afhængig af en større offensiv produktion fra Brown, og han har kvitteret ved at score 14,7 PPG, mere end dobbelt de 6,6 point han snittede i sin rookie-sæson. Med sin størrelse og fart, kan Jaylen Brown dække flere positioner, og passer dermed perfekt ind i Celtics defensive skema, hvor der ofte byttes screeninger. Brown er ved at udvikle sig til mere end blot en 3-and-D spiller, men der er stadig meget at udvikle, især i forhold til hans playmaking evner, hvilket blot 1,3 assist per kamp er et godt billede på.

Her kan du se Jaylens highligts fra sejren over Golden State Warriors, hvor han scorede 22 point!

Forward – Robert Covington, Philadelphia 76’ers (15,3 PTS – 6,6 REB – 1,9 AST – 39,6 3P%)

Covington kom ind i ligaen som undrafted i 2013-14 sæsonen, hvor han spillede 7 kampe for Houston Rockets. Sæsonen efter blev det til 70 kampe for 76’ers, og Covington var en af de bedste spillere på holdet gennem nogle mildt sagt magre sæsoner, hvor Philadelphia ventede på, at deres høje draftpicks ville bære frugt. På mange måder er denne sæson år 0 for Philadelphia, som ført an af Ben Simmons og Joel Embiid igen spiller konkurrencedygtig basket.

Covington gjorde sig fortjent til en kontraktforlængelse inden denne sæson – 4 år til 62 mio. dollars – og har etableret sig som starter. Han bidrager primært som defensiv wing, men når han som i år rammer tæt på 40% af sine 3’ere, bliver han også en vigtig brik i Philadelphia’s offensive spacing. Med sine 14,7 PPG (og 15,3 i november) er han på vej til sin højst scorende sæson, ligesom hans 44,5 FG% er bedst i karrieren.

Her kan du se Convington score 31 point på Clippers.

Forward – LaMarcus Aldridge, San Antonio Spurs (22,9 PTS – 8,1 REB – 2,5 AST – 53,4 FG%)

Mens Kawhi Leonard fortsat ikke har spillet i den nye sæson, har Aldridge haft et større ansvar hos Spurs, og han har kvitteret med at udgøre en central rolle i Spurs gode sæsonstart. I november vandt San Antonio 10 kampe, mens det blot blev til 4 nederlag, og LaMarcus har lignet den spiller der dominerede i Portland gennem flere sæsoner. I de sidste kampe i november scorede Aldridge 33 og 41 point, og han havde fem kampe med 10 eller flere rebounds i måneden. En aktuel 3. plads til San Antonio er absolut godkendt, og det bliver spændende at se, om Aldridge kan holde sit nuværende niveau når Leonard vender tilbage til holdet.

Her er highlights fra Aldridge’s kamp med 41 point på blot 24 forsøg.

Center – Andre Drummond, Detroit Pistons (15,5 PTS – 15,8 REB – 4,3 AST – 61,1 FT%)

Drummond har været en forrygende i denne sæson, og har en stor del af ansvaret for, at Detroit ligger højt oppe i slutspilspladserne i Eastern Conference. Drummond fører ligaen i rebounds per kamp, og havde i november flere kampe med 20+ rebounds (3) end kampe med færre end 10 rebounds (2).

Den største historie har været Drummonds forbedret straffekast, hvor han i november skød 61,1% sammenlignet med kun 39,6% i karrieren. Det er dog ikke det eneste sted han har ændret sit spil. Han har færre post-ups, blot 2,3 per kamp i forhold til 6,9 per kamp sidste år, til gengæld spiller han oftere bolden ud fra posten. Hans pass-% fra posten ligger på 27,1% i år, op fra blot 8,6% sidste år, hvilket er medvirkende til at han nu snitter over 4 assists per kamp, hvor han hidtil i sin karriere har snittet under 1 assist. Han blev før sæsonen opereret for en delvist stoppet næste, der havde generet ham i 3 år, og man må sige at han til fulde udnytter sin ekstra luft.

Mod Celtics havde Drummond 22 rebounds – hans 36. kamp med mere en 20 rebounds, én mere end Shaq havde i hele sin karriere. Drummond er stadig kun 24 år!

Læs også

Embiid kan spinde guld på All-NBA First Team
1. december MVP ladder
Rookie of the Year-ræset

Kommentarer

comments