Preseason power ranking

Preseason power ranking

Her er vores bud på en preseason power ranking i en debutartikel af vores nye skribent, Benjamin. 

Af Benjamin Nielsen Hald

Så er det tid til sæsonens første power ranking. Præmissen for min power ranking er meget simpelt: Hvem er det bedste hold i en 7 kamps serie lige nu? Det er altså ikke en liste over, hvem der kommer til at være de bedste regular season-hold, men et overblik over, hvordan styrkeforholdet er mellem holdene lige nu. Her i min første power ranking kigger jeg dog også lidt på holdenes fremtidsudsigter for sæsonen og prøver at spå om, hvor de kommer til at ende.

Er I enige eller uenige i min power ranking? Lad mig vide i kommentarfeltet, hvor I synes, at jeg har ramt rigtig, og hvor jeg er helt væk. Husk dette er ikke en facitliste men min egen subjektive bedømmelse af de 30 hold i verdens bedste basketliga.

Mesterskabs kandidater

  1. Clippers

Tager et godt play-off hold og tilføjer Kawhi Leonard og Paul George. Hvis ikke det er en opskrift på et mesterskabshold, så ved jeg ikke hvad er. Kan de holde sig skades fri, så er de i mine øjne det bedste hold i NBA.

  1. Rockets

Har været det eneste hold, der reelt har kunne true Warriors de sidste par år. De har nu byttet Chris Paul ud med Russel Westbrook, hvilket i mine øjne er en upgrade. Kan de få det til at fungere, så tror jeg, at de er første udfordre til Clippers. (Så længe de ikke skal spille nogle kampe i Kina…)

  1. Lakers

Nogle vil måske mene, at Lakers skulle ligge over Rockets og måske endda også over Clippers. Har både LeBron James, Anthony Davis og Antetokounmpo! Når ja, det er den forkerte bror, men alligevel. Og hvor meget kan vi egentlig forvente af spillere som Dwight Howard, Rajon Rondo og JaVale McGee? Memeteam eller dreamteam?

  1. 76’ers

Med en gennemsnitshøjde på 2.06, ruller de ud med ligaens højeste line-up, det kommer til at blive én stor dunkfest, og nu kan Simmons måske endda også ramme en 3er! PS. hold øje med rookie Matisse Thybulle, han bliver god.

  1. Bucks

I en liga fyldt med duoer, så sætter Bucks hatten på Giannis Antetokounmpo som enlig stjerne, omgivet af gode spillere (jaja, jeg ved godt, at de også har Khris Middleton). Heldigvis for dem, så er han så god, at de nok skal nå langt igen.

Sikre slutspils hold

  1. Nuggets

De har deres egen guldklump i Nikola Jokić og et rigtig stærkt hold omkring ham. Hvis Jamal Murray kan tage næste skridt, så bliver Nuggets rigtig farlige. Og hvem glæder sig ikke til at se Bol Bol i aktion?

  1. Jazz

Poul George og Kawhi Leonard. LeBron James og Anthony Davis. James Harden og Russel Westbrook. Donovan Mitchell og Mike Conley. En af disse duoer er ikke som de andre. Jeg ved godt, at mange har høje forventninger til Jazz i år, men jeg ser dem ikke som decideret mesterskabskandidater.

  1. Warriors

Det virker til at mange forventer en nedsmeltning i Golden State år, men de har stadig 2 All-NBA spillere og en Allstar i deres line up, og en Klay Thompson, der kommer tilbage til foråret. Mit bud på MVP i år er Curry, han kommer til at gå amok!

  1. Raptors

De har godt nok mistet Kawhi Leonard og Danny Green, men jeg synes stadig, at der er masser af kvalitet på det her hold. Kan Pascal Siakam og OG Anunobi tage et skridt op, så tror jeg stadig, at de kan kæmpe med i toppen af East. Spørgsmålet er, om motivationen stadig er der efter en mesterskabssæson?

  1. Portland

Hassan Whiteside får 27 millioner i næste sæson, det samme som CJ McCollum og kun 2,8 mio. mindre end Damian Lillard. Var der nogen, der sagde overbetalt? Han skal nok være en fin hjælp mens Nurkic er skadet, men jeg ser ham ikke løfte holdets niveau specielt meget. Tror Portland bliver ligeså gode som sidste sæson, problemet er bare, at konkurrencen er blevet hårdere.

  1. Celtics

Har erstattet Kyrie Irving med Kemba Walker. Fedt! Har erstattet Al Horford med Enes Kanter. Knap så fedt… Celtics skal nok ende højt i East, men det siger mere om conferencen end om deres hold. De er nok bedre venner end sidste år, men er ikke sikker på, at de er et bedre hold.

Kommer til at kæmpe om en slutspilsplads

  1. Spurs

Kan de holde deres 22årige slutspils streak i live? Så længe Popovich er træner, så tør jeg ikke afskrive dem. Et bredt hold, der er godt coachet og har en god duo i DeMar DeRozan og LaMarcus Aldridge. De skal nok være med når vi når april. #MrReliable

  1. Pacers

Meget kommer til at afhænge af Oladipo, og hvilken tilstand han er i, når han kommer tilbage. De har en masse gode spillere, men mangler den starpower, han kan bidrage med. Er dog ikke i tvivl om at med ham, så skal de nok komme i playoff.

  1. Nets

I år er lidt et sabbatår for Nets, mens de venter på, at Kevin Durant kommer tilbage. At få Kyrie Irving ind i stedet for D’Angelo Russel er dog lang fra en nedgradering, og det ville ikke undre mig, hvis de kunne lave lidt ballade i slutspillet allerede i år.

  1. Kings

De var nier sidste år, og selvom jeg tror, at både De’Aaron Fox og Marvin Bagley bliver rigtig gode i år, så er der bare så meget konkurrence i West, at de kommer til at misse slutspillet igen i år. Bonus: ligaens GM’s har Fox som favorit til at have en breakout sæson i år.

  1. Pelicans

Der er nogle, som allerede har købt Zion Williamson hypen så meget, at de tror, at Pelicans går i slutspillet i år. Lidt optimistisk at tro, at han kan tage det her hold længere end Anthony Davis kunne. Jeg er med på, at de også har fået andre spillere, men jeg skal se mere end potentiale fra Lonzo Ball og Brandon Ingram, før jeg ser dem være bærende spillere på et slutspilshold.

  1. Heat

Jeg er ikke varm på ideen om, at Jimmy Butler skal være den bærende stjerne på det her Heat hold. Han har efterhånden fået et rygte som en besværlig type i omklædningsrummet. Kan han være en leder, hvis det først begynder at gå skævt for Miami? Rygterne går på, at de er på udkig efter en ekstra stjerne, hvilket også er nødvendigt, hvis de skal kunne nå langt i år.

  1. Mavericks

Jeg har dem nok højere end de fleste, men jeg er altså vild med den europæiske duo i Doncic og Porzingis. Tror de kommer til at blive rigtig gode allerede i år. Selvom det gør ondt i mit Borban hjerte at sige, så er der dog desværre ikke meget andet at skyde med. Han er dog stadig den sødeste basketspiller i verdenen.

  1. Thunder

Oh, how the mighty have fallen. Har været med helt i toppen af West de sidste 10 år, men det sker nok ikke i år. Spørgsmålet er, om spillere som Chris Paul og Danilo Gallinari bliver tradet eller bliver der sæsonen ud. Thunder har kig på fremtiden, men hvis alt gå op i en højere enhed, så er en slutspilsplads i år ikke helt urealistisk.

  1. Pistons

Blake Griffin, Derrick Rose og Andre Drummond er ikke en dårlig trio, men jeg kan bare ikke se dem slå nogle af holdene over dem på listen. Drummonds udvikling er stagneret, Rose er svært at blive klog på, og kan Griffins krop holde til en hel sæson igen? Tror godt, at de kan nuppe en af de yderste slutspilspladser, men de kommer til at kæmpe for det.

  1. Magic

Måske lidt hårdt at sætte dem så langt nede, nu hvor de var et slutspilshold sidste år, og ikke er blevet et dårligere hold. Hvis jeg sammenligner dem med Nets, Heat eller Pistons nu, så ser jeg dem bare ikke vinde. Nikola Vucevic er en af de mest undervurderede spillere i NBA, men ellers er der ikke meget starpower. Måske Markelle Fultz kan få dem op ad denne liste i løbet af sæsonen?

Kommer til at ligge i bunden

  1. Timberwolves

Karl Anthony Towns er crazy god, men han kan ikke bære det her hold alene. Timberwolves må være en af favoritterne til at kigge efter en trade, hvis de gør sig nogle forhåbninger om en slutspilsplads. Ellers må de affinde sig med endnu en sæson i middelmådighedens tegn.

  1. Hawks

Hawks bliver sjove at se. Spændende ungt hold, der spiller god basket, men der kommer til at gå et par år, før de kan spille med om en slutspilsplads. Fremtiden er dog på plads med Trae Young, John Collins og Vince Carter. #ungforevigt

  1. Bulls

Jeg har set nogle have dem indenfor i slutspillet allerede i denne sæson, men i mine øjne er de stadig en eller to sæsoner fra at være der. Hold dog øje med Lauri Markkanen og Wendell Carter, de kan udvikle sig til at blive en af de næste store duoer i NBA.

  1. Wizards

Wizards har for en gangs skyld taget en god beslutning ved at forlænge med Bradley Beal. Scorede i gennemsnit over 25 point pr kamp i sidste sæson, og tror han kommer endnu højere op i år. John Wall forventes ude for sæsonen, og uden ham tror jeg ikke, at Wizards kommer til at være med i slutspilskampen. Rui Hachimuras udvikling bliver spændende at følge.

  1. Knicks

De landede ikke de free agents, de håbede på, men jeg synes faktisk ikke fremtiden ser så dårlig ud for Knicks. RJ Barret, Dennis Smith, Mitchell Robinson, Kevin Knox og Frank Ntilikina. Kan bare 2-3 af dem leve op til deres potentiale, så kan Knicks gå en lys fremtid i møde.

  1. Suns

Solen har ikke skinnet meget på Phoenix Suns de sidste mange år. De har nogle byggeklodser til fremtiden i Devin Booker og Deandre Ayton, men ellers er der ikke meget at skrive hjem om. Er det 5. år i træk, at vi siger, at Suns skal satse på fremtiden? #nextyearisouryear

  1. Grizzlies

Har nogle gode unge spillere, og et par veteraner til at lære dem op i denne sæson. Jeg ser dog intet som helst ved det her hold, der viser mig, at de kan vinde mange kampe i år. Hvis Igoudala ikke bliver tradet, kan han måske lære Ja Morant at spille defence?

  1. Cavaliers

Har ondt af Kevin Love. Cavs har nogle gode unge spillere i Darius Garland, Kevin Porter, Cedi Osman og Collin Sexton, men nutid er der ikke meget af. Cavaliers burde gøre Love en tjeneste og trade ham til et hold, der kan gøre sig forhåbninger om slutspil. #Freelove

I en liga for sig selv… på den dårlige måde

  1. Hornets

Michael Jordan er verdens bedste basketball spiller nogensinde. Han er muligvis også den ringeste ejer. Hornets kommer ikke til at stikke mange modstandere i år …

Kommentarer

comments